DEN 20. SEPTEMBER 2017 BLEV DER HOLDT ET FINT OG VELBESØGT SYMPOSIUM I 1.6MILLIONKLUBBENS REGI MED FOKUS PÅ INKONTINENS OG PROSTATACANCER

Da gæsterne ankom til Den Norske Kirke var der underholdning af den dygtige jazzpianist Niels Jørgen Steen. Til trods for det alvorlige emne var der ankommet mange mænd og kvinder der gerne ville lære mere om inkontinens og prostatakræft.

Vi begyndte med at høre overlæge Lene Paulsen fra Hillerød Sygehus tale om inkontinens og alle de bekymringer og lidelser det kan medføre både af fysisk og psykisk karakter. Lene er en af Danmarks bedste og mest kyndige læger på området og gav en forbilledlig klar og koncis oversigt over hvad sygdommen indebær og hvad man kan gøre véd den.

Knibeøvelser, knibeøvelser og knibeøvelser synes at være en rigtigt god løsning sammen med vægtkontrol. Men når sygdommen er af mere alvorlig karakter er der også mange andre typer løsninger.

I pausen inden næste foredrag var der mere jazzmusik, lidt at spise og vinsmagning. Alle deltagere fik udleveret en goodie-bag med produkter til både underliv og ansigt. Det gav lidt at tale om og snakken gik godt mellem de mange deltagere.

Derefter kom overlæge Helle Hvarness fra Rigshospitalet på talerstolen. Hun fortalte om den langt mere alvorlige sygdom – prostatacancer. Der er kommet mange flere behandlings-muligheder indenfor prostatakræft i de seneste år men desværre holder dødeligheden sig nogenlunde konstant. Den gode nyhed er at mange mænd lever længere med sygdommen end de gjorde tidligere. Og inkontinens er også hér en alvorlig og generende sideeffekt.

Den dårlige nyhed var dog, at PSA, som vi alle troede var en sikker cancermarkør, ikke er helt så sikker. Man kan have cancer trods normal PSA og omvendt.